
Fonden voks
en erhvervsdrivende fond med omtanke for mennesker og planter
et trygt arbejdsfællesskab
Fondens primære formål er at skabe mulighed for, at mennesker med en funktionsnedsættelse kan bruge og udvikle deres arbejdsevne og ressourcer i et rummeligt og trygt arbejdsfællesskab.
Fonden driver erhvervsmæssige aktiviteter, der bidrager til en mere bæredygtig verden, og lægger vægt på at være en positiv og aktiv del af lokalsamfundet.
Fonden er stiftet i 2019 af det boligsociale samarbejde i Albertslund, og virksomheden er etableret med støtte fra VELUX FONDEN.
Fondens ledelse varetages af en bestyrelse. bestyrelsens medlemmer modtager ikke vederlag for deres arbejde.
FONDSBESTYRELSEN
-
Flemming Jørgensen
Formand, udpeget af: Fondsbestyrelsen, uafhængig bestyrelsesmedlem.
Flemming Jørgensen har været med til at udvikle ideen om VOKS, først som formand for kommunens innovationsudvalg 2014 - 2017 og siden som personligt interesseret i boligsocialt arbejde og bæredygtig udvikling. Flemming har været med i bestyrelsen fra starten i 2019, først som repræsentant for Gate 21, der udvikler og driver projekter indenfor den grønne omstilling, og efter sin pensionering som personligt udpeget medlem af bestyrelsen. I arbejdet i bestyrelsen trækker Flemming på sine erfaringer som leder i tekniske forvaltninger, som projektleder indenfor grøn omstilling, som selvstændig rådgiver på miljø- og klimaområdet og som lokalpolitiker. Flemming har tidligere boet i Hedemarken. -
Mai Green Petersen
Udpeget af Albertslund Boligsociale Cen
Mai Green Petersen indtrådte i bestyrelsen d. 1. marts 2021. Mai er udpeget af Albertslund Boligsociale Center, hvor hun er sekretariatsleder. Før det har Mai været med til at bane vejen for VOKS gennem det boligsociale forarbejde med at inddrage lokale aktører i byen, fundraise til startkapital, indgå aftaler, lave vedtægter og meget andet. Mai står for VOKS’ afrapporteringer til VELUX FONDEN og holder foredrag om socialøkonomi i VOKS.
-
Rasmus Jessing
Udpeget af: KAB
Rasmus Jessing er byggedirektør i KAB og trådte ind i bestyrelsen i maj 2023. Rasmus bidrager både med bestyrelseserfaringer og erfaring med ledelse og forretningsudvikling af vækstvirksomheder. Bidragene skal gerne være med til at styrke professionaliseringen af Voks. Rasmus ønsker både at udvikle Voks og at være en ambassadør for socialøkonomiske virksomheder og samarbejdet med den almene sektor.
-
Kristine Klæbel
Udpeget af: Albertslund Kommune
Kristine Klæbel tiltrådte bestyrelsen i marts 2021. Kristine sidder til dagligt i en stilling som direktør i Albertslund Kommune. To af hendes ansvarsområder er beskæftigelse og erhverv. Begge områder taler ind i Fonden VOKS dagsorden om at hjælpe folk ind på arbejdsmarked. Derudover har Kristine også ansvar for miljø og teknikområdet, herunder den overordnede dagsorden ift. bæredygtighed, som også taler ind i Fonden VOKS vision om bæredygtige planter.
-
Per Rokkedal
Udpeget af: BO-VEST
Per har været med i bestyrelsen fra starten. I det daglige er Per forretningsansvarlig for AF86, som er en af de største antenneforeninger i Danmark indenfor levering af TV og internet. Han har en lang kommerciel erfaring fra både store og små virksomheder, og har også erfaring med etablering af nye virksomheder. I VOKS sammenhæng er Pers fokus derfor primært at bidrage med sine erfaringer omkring opstart af virksomhed, salg, strategiudvikling og ikke mindst etablering af et økonomisk bæredygtigt fundament for VOKS.
-
René Løfqvist
Udpeget af: AKB Hedemarken
René indtrådte i VOKS bestyrelse d. 1.1.2021. René er akb Albertslunds repræsentant og bibringer med de ting og spørgsmål, som beboeren måtte have i forbindelse med VOKS. René er tilmed meget motiveret for at være med til at oprette en bæredygtig virksomhed og finder konceptet omkring VOKS helt vildt spændende. René er tilmed bindeleddet mellem VOKS og Hedemarkens Afdelingsbestyrelse og organisations bestyrelse.
-
Pernille Hartington
Udpeget af: COOP
Pernille er CSR konsulent i Coop Danmark med kompetencer indenfor menneskerettigheder, ansvarlig råvareproduktion og biodiversitet.
Hun har varetaget Coop Danmarks bestyrelsespost i VOKS siden 2021, og hjælper især med kommercielle betragtninger og sparring om bæredygtighed, herunder rapportering, brug af claims i markedsføring og konceptforståelse.
Pernille har ingen øvrige ledelseserhverv
-
Lone Kaas
Udpeget af: Fondsbestyrelsen
Da Lone var ansat i ABC, havde hun ansvaret for at undersøge mulighederne for socialøkonomi i Hedemarken. Derfor skrev hun forretningsplanen til VOKS og har således været med på rejsen lang tid før, VOKS blev en realitet. Lone fik denne arbejdsopgave tildelt af ABC, da hun tidligere selv har åbnet flere mindre virksomheder og derfor har været inde over de fleste processer i forhold til udvikling, etablering og drift af mindre virksomheder.
I Lones arbejde i fondsbestyrelsen bruger hun både hendes tidligere erfaringer fra egne virksomheder, men også erfaringer fra det boligsociale arbejde, hvor der er meget fokus på ressourcekortlægning og brug af netværk. Lone har arbejdet i Albertslund i 12 år og i Hedemarken i 9 år, hvorfor hun har et stort netværk, hvilket har vist sig at være en fordel for VOKS. I marts 2021 blev Lone ansat i AKB-Hedemarken og hun blev efterfølgende særligt udpeget af bestyrelsen.
-
Carsten Fich
Udpeget af: Fondsbestyrelsen
Næstformand, Carsten er indtrådt i bestyrelsen i februar 2024 som uafhængig bestyrelsesmedlem. Carsten har været direktør for VA og for en række private og offentlige virksomheder, der har arbejdet med miljø, genanvendelse og infrastruktur.
Carsten kommer med erfaringer fra udvikling af strategi og drift, bæredygtighed og salg til virksomheder.
Carsten hørte første gang om VOKS i oktober 2023 og blev straks begejstret for VOKS’ produkter, som han mener kan gøre VOKS til Danmarks førende virksomhed indenfor plantedekorationer baseret på den cirkulære økonomi. Carsten har også erfaringer fra arbejdet med frivillige og er bestyrelsesformand for foreningen RoskildeBio.nu, som arbejder på at etablere en kulturbiograf i Roskilde.
vi er en socialøkonomisk virksomhed
VOKS er en Registreret Socialøkonomisk Virksomhed (RSV), hvilket vil sige, at vi lever op til alle krav, der omfattes af ordningen, herunder:
- At VOKS driver erhverv med det formål, gennem sit virke og indsats, at fremme sociale og samfundsgavnlige formål.
- At virksomheden skal være uafhængig af det offentlige. Det vil sige, at virksomheden drives uden væsentlig offentlig indflydelse på ledelse eller drift.
- At virksomheden er inddragende og ansvarlig i sit virke.
- At virksomheden skal håndtere sit overskud socialt, hvilket betyder, at virksomheden skal anvende sit resultat efter skat til reinvestering i egen virksomhed eller andre registrerede socialøkonomiske virksomheder, donationer til organisationer med et almennyttigt eller almenvelgørende formål.
Er du interesseret i at læse mere om Fonden VOKS, kan du finde yderligere informationer her: